Tomatsovs kan både bruges til kødboller, i pastaretter eller som en del af en pizza. Slip fantasien løs.
1 løg
4 tomater eller 2 dåser hk. tomater
50 g tomatpuré
2 fed hvidløg
1 æble
2 spsk. olivenolie
4 kviste timian
½ tsk. salt
1 spsk. sukker
Friskkværnet peber
1 dl vand
Basilikum til pynt
Passer til 6 personer.
Skær løget igennem på langs fra rod til top. Skræl det brune af. Læg det med den flade side ned mod skærebrættet. Hold fast i roden af løget. Skær fra top mod rod, men ikke igennem den, roden holder løget sammen. Hak derefter på den anden led, så det bliver til små tern.
Skær tomater og æble i små tern.
Pil skrællen af hvidløgsfeddene og hak dem fint.
Skyl og pluk timian.
Varm olien i en gryde, og sautér løgene til de er klare, men ikke brune. Tilsæt hvidløg og timian.
Kom tomater og æble i gryden. Rør godt, og tilsæt salt, sukker og peber. Kog det hele mørt i ca. 20 minutter, spæd til med vand.
Blend sovsen jævn og glat, gerne med en stavblender.
Smag sovsen til med salt, sukker og peber.
Serveres tomatsovsen i en skål for sig, så kan du evt. pynte den med lidt basilikum på toppen. Hører den til kødboller, så hældes den over de færdigstegte kødboller og basilikum drysses over.