Folkemødet på Bornholm er netop overstået og en del af de mange debatter gik på mulighederne og udfordringerne i det moderne danske landbrug. På Bornholm har man sat et ambitiøst mål om, at 40 % af de offentlige fødevareindkøb i 2020 skal være lokale. Ud over et stort arbejde med udviklingen af fødevareproducenterne på øen har det medført et øget fokus på regionskommunens udbudsmodel. En af de udfordringer mange parter i Madfællesskabet møder, når snakken falder på lokale fødevarer, er nemlig lovgivningen om, at lokale fødevarer ikke må indgå som krav i udbud.
Den udfordring har de løst på Bornholm ved at skifte udbudsmodel. I stedet for et tilbudslisteudbud arbejder man nu med sortimentsudbud på klippeøen, og har desuden fået et meget tættere samarbejde med grossisten. Det betyder helt konkret, at de på Bornholm nu ligger på knap 20 % lokale fødevarer i de offentlige køkkener. Det er rigtig godt gået!
Vil du vide mere om Bornholms arbejde med en udbudsmodel, der tilgodeser lokale fødevarer, kan du se et interview med mad- og måltidskonsulent i Bornholms Regionskommune, Nikolaj Løngreen her: