Producenterne ISH Spirits, Høstet, Lille Isfabrik og Kvann Kompagniet har flere ting tilfælles i første udgave af Råvare Match:
De har sagt ja til at tage deres varer under armen og stille sig op foran nogle af de største aftagere af fødevarekoncepter i Region Hovedstaden, nemlig Tivoli, Scandic Hotels, Bella Center og Årstidernes Gårdbutik. Her har de 4 minutter til at fortælle om, hvorfor og hvordan deres lokale produkter kan være interessante for disse typer af aftagere.
Herefter er der naturligvis uddybende spørgsmål i bedste ’Løvens Hule’- stil og efterfølgende netværk. Hvad producenterne mere præcist forventer sig af dagen, kan du få et bud på i interviewet med Kvann Kompagniet længere nede.
For de urbane aftagere er arrangementet en sjælden chance for at møde de små, ukendte virksomheder ansigt til ansigt og få et knivskarpt indblik i produktet og produktionen bag.
Som medlem af Madfællesskabet eller samarbejdspartner i ReVUS-regi er du hermed inviteret med som publikum til at overvære pionerudgaven af Råvare Match, hvor aftagere og producenter første gang mødes, pitcher produkter, koncepter og bliver klogere på hinandens behov og udfordringer.