Sociale institutioner

Hvordan inddrager man børn med udviklingsmæssige udfordringer i madlavningen? Eller får borgere med handicap eller misbrug til at spise grøntsager og drikke smoothies?

Gennem de sidste ti år har vi hjulpet og rådgivet såvel forvaltninger, bosteder og leve-bo miljøer som køkkener i sociale institutioner med at sætte fokus på maden og måltiderne.

Brug maden som social forandring

Mad og måltider i sociale institutioner kan nogle gange give udfordringer for både beboere og personale. Hvordan sikrer vi fx, at hjemløse og stofbrugere, som ikke er i regelmæssig kontakt med køkkenet, får så meget energi, protein og vitaminer som muligt? Hvordan kan maden bruges til at hjælpe psykisk syge bedst? Hvordan får vi børn og unge med nedsat funktionsniveau eller indlæringsvanskeligheder og ADHD til at smage på nye ting?

Og kan vi få unge, udviklingshæmmede til at få lyst til at lave mad sammen og indgå i et længere forløb? Hvordan klæder vi i det hele taget pædagoger og plejefagligt personale på til at kunne skabe gode rammer om maden og måltidet?

Det er noget, vi sammen med sociale institutioner og leve-bo miljøer arbejder med i hele landet. Vi kan se, hvordan en målrettet indsats med måltiderne kan række ud over blot det at mætte maver. Det skaber også pædagogisk udvikling og større livskvalitet.

Inddrag brugerne i madlavningen

Vores erfaring er, at jo tættere og mere involveret beboerne er på køkkenet og i produktionen af dagens måltider, jo større er chancen ofte for, at det bliver både gode måltidsoplevelser, og at maden bliver til et dejligt og appetitligt måltid for den spisende.

Vi hjælper også gerne institutioner og botilbud, der modtager mad udefra eller centralkøkkener, der står for madudbringning. Borgere, der bor på et 'modtager-bosted' eller får madservice, skal også opleve, at maden er lige til at spise, og at der er respekt om måltidet.

Respekt og forståelse for måltidet har stor betydning for værdigheden, følelsen af at blive set og hørt, oplevelsen af hjemlighed og fællesskabsfølelse. I sidste ende er det også fantastisk at kunne give brugerne værktøjer og glæden ved at være med i tilberedningen af maden i det omfang, det er muligt. De udvikler færdigheder og bliver måske endda mere selvhjulpne og bevidste om deres sundhedstilstand.

Vi hjælper med sparring, undervisning og rådgivning

I et samarbejde med jer sætter vi fokus på kompetenceudvikling af køkkenfagligt såvel som det plejefaglige og pædagogiske personale og ledelseslagene heromkring.

Vi tilpasser vores rådgivning og forandringsarbejde til hvert enkelt steds potentialer og udfordringer – store som små - men tænker helst hele vejen rundt om tallerkenen for at finde potentialet til mad og madglæden i jeres tilbud.

Vi kan blandt andet hjælpe med:

  • Kortlægning og konceptudvikling af mad og måltider
  • Menuplanlægning og ernæring med fokus på hele døgnet
  • System i og inspiration til mellemmåltider
  • Oplæg for såvel køkken som fagligt personale om anretning, dysfagi og tilsmagning
  • Rådgivning om værtskab, måltidets betydning for borgere på institution, ansvar og rollefordeling
  • Sparring omkring formulering af værdier, retningslinjer eller politikker for maden og måltiderne

Relevante projekter

Relevant materiale

No items found.
Vil du vide mere om vores arbejde med sociale institutioner?
Projektmedarbejder, sociale institutioner
Marianne Mollerup
marianne@kbhmadhus.dk23728240

Vi arbejder også her