Det varnogle af de retter, man kunne nyde, hvis man var gæst i Rådhuskantinen eller barn i børneinstitutionen Anna Havanna den 5. oktober, hvor Fonden Københavns Madhus fejrede Æblets dag sammen med et udvalg af københavnske institutioner.
Tre medarbejdere fra Fonden Københavns Madhus var taget på besøg i den travle Rådhuskantine for at fejre Æblets dag sammen med køkkenets medarbejdere. Menuen stod på glaseret kylling med æble og kanel, æblerelish af Filippa-æbler, æbleglaserede kartofler, bagte rødbeder med ingrid Marie-æbler og salat med Aroma-æbler og mynte. Dagens dessert var bagte Discovery-æbler med vanillecreme.
Denne dag var speciel, også for de mange mennesker, der hver dag spiser i kantinen. Der var pyntet op med store bunker og kurve med æbler alle vegne. Og mange stoppede op for at dufte eller smage på de mange forskellige sorter og selvfølgelig for at nyde dagens retter med æbler.
Rådhuskantinen serverer hver dag mad for 200-250 mennesker. Kantinen er indehaver af det økologiske sølvspisemærke, som betyder, at maden der serveres er 60-90 % økologisk. Ifølge Kantineleder Michael Folman er den mad, der produceres i kantinen, tæt på 100 % økologisk, men fordi kantinen tilbyder sine gæster at købe konventionelle drikkevarer som fx cola og fanta, kan den ikke opnå en højere samlet øko-procent end den sølvmærket angiver.
Rådhuskantinen vandt i 2010 Køkkenløftets diplom for Det Fuldendte Måltid.
Også i det lille bitte køkken på Gunløgsgade på Islands Brygge, hvor børneinstitutionen Anna Havana ligger, var der travlhed på æblets dag. To medarbejdere fra Fonden Københavns Madhus stod i køkkenet og tryllede de rå æbler i et utal af sorter om til lækre, intense smagsgivende ingredienser i dagens menu der bestod af æbleglaseret kanel-kylling med bagte rodfrugter i æblemost og mos af revne æbler og jordskokker. Børnene kunne også sætte tænderne i et bagt æble med creme til dessert.
Efter frokosten smagte børnene med stor appetit på forskellige æblesorter, og der blev udvekslet meninger om smagsnuancerne. De fleste børn mente, at æblerne smagte dejligt sødt og syrligt.
Aktiviterne på Æblets dag er et eksempel på de temadage, som Fonden Københavns Madhus tilbyder til københavnske institutioner i forbindelse med kampagnen Økoløft 75 %. I alt har vi været ude 21 institutioner til Kartoflens dag, Fiskens dag, Folkekøkken, Smagens dag og her til sidst Æblets dag. Den 8. december afholder vi sidste temadag i rækken: Politikere og kålhoveder.