Årets Cooking Kids 2014 er fundet!

26.8.2014
14.1.19
Det blev eleverne fra Trællerupskolen i Lejre, der løb med sejren som årets ’Cooking Kids’ og fik overrakt pokalen af H.K.H Prinsesse Marie, da Cooking Kids igen i år løb af stablen i Fonden Københavns Madhus. Et arrangement udviklet i samarbejde mellem Nordea-fonden, Copenhagen Cooking og Fonden Københavns Madhus.

"I var rigtig søde ved hinanden, snakkede rigtig godt sammen, og så var I gode til at smage maden til med den rigtige mængde salt", sagde dommeren Martin 'Guf' Becker Rasmussen, da eleverne fra Trællerupskolen blev udråbt som årets vindere. Der var enighed blandt dommerne om, at eleverne fra Trællerupskolen havde haft det bedste samarbejde igennem alle 4 dyster, og samtidig leveret den mest appetitvækkende mad. "Men I har alle været rigtig seje til at samarbejde. Det har været så imponerende at se jer arbejde og lære sammen, og lave noget rigtig velsmagende mad.", fastslog Francis Cardenau ved præmieoverrækkelsen.

Alle skolens børn fik overrakt vinderpokalen af H.K.H Prinsesse Marie bestående af en pokal fyldt med økologisk slik, popcorn, et gavekort til Rema1000 samt en tur i Fonden Københavns Madhus' køkken for hele klassen.

Nye smagsoplevelser og oplevelser

Det var stolte elever, der modtog 1. pladsen efter at have dystet i dagens maddiscipliner: "Vi har lært rigtig meget og smagt en masse nye ting. Jeg har for eksempel aldrig smagt gazpacho før, som er sådan en kold suppe man blender, hvor vi lavede fladbrød til", sagde Tobias. "Og jeg lavede fiskefrikadeller og smagte på sådanne nogle kartoffelbøffer", fortsatte Carl. Drengene synes selv, at de havde haft et rigtig godt samarbejde til alle dysterne, som blandt andet gik ud på, at eleverne skulle hakke fisk til hjemmelavede fiskefrikadeller, røre mayonnaise til hjemmelavet remoulade og bage pandekager til pandekagelagkage.

Læring og leg

Dagen var bygget op omkring forskellige discipliner, som både bestod af klassiske retter, som børnene kendte til, samt nye udfordrende retter med smæk på smag og krydderier. "Vi håber at ungerne er blevet udfordret på deres sanser, smagt nogle nye råvarer og afprøvet nye teknikker. Alt sammen på en sjov måde, så de tager det med sig hjem når dagen er slut", sagde Ida Grønløkke, projektkoordinator på Cooking Kids i Fonden Københavns Madhus.

Madglade entusiaster

Der var stort fremmøde af madglade entusiaster, der bidrog til at gøre dagen helt særlig for børnene. Hotel & Restaurantskolen bød på lækre smagsprøver på blandt andet blåbærpandekager med koldskålssorbet. Windsor Fisk havde medbragt krabber, blæksprutter og rejer, som børnene kunne røre ved og smage på, og Chili Claus serverede chilier fra alle verdenshjørner til både børn og voksnes brændende fornøjelse.

Læs også