Der skal hakkes, piskes, røres og heppes, når eleverne dyster i madhåndværk og køkkenfærdigheder. De skal blandt andet jonglere en frikadellefars, lave en lækker kartoffelsalat, piske en syrlig koldskål med topping af bær og nødder og slippe fantasien løs i kategorien 'Byg en snack'.
Konkurrencens dommere er Anne Hjernøe, Michel Michaud, Jesper Koch og Mette Hvarre Gasner. Cooking Kids 2015 er for tilmeldte skoleklasser i Aarhus Kommune, og foregårmellem kl. 11.00-14.15. Når vinderen er kåret, kan alle dyste mod hinanden ogopleve eksempler på det gode madhåndværk.
Dagene på Food Festival byder på et væld af smagsindtryk og sanseoplevelser, der skærper børnenes færdigheder i køkkenet og giver ideer til madlavningen derhjemme.
Fredag den 4. september fra kl. 15.00-19.00 er der madaktiviteter for både børn og voksne, hvor man blandt andet kan quizze om kartofler og lave sin egen kryddersalt eller -sukker.
Lørdag den 5. september fra kl. 10.00-15.00 er der Kokkenes Værksted, hvor årets høst fra Gram Slot forvandles til velsmagende smagsprøver, og kokkeelever fra Teknisk Skole Silkeborg viser eksempler på fremtidens madhåndværk.