Første spadestik i Madbyens Have

28.4.2014
10.7.19
I forlængelse af et to-årigt udviklingsprojekt 'Projekt Madbyen' har Fonden Københavns Madhus netop fået en bevilling fra Promilleafgiftsfonden til et mindre afprøvningsprojekt for 'Madbyens Have'. Projektet skal ses i forbindelse med udviklingen af visionen for hele Madbyen.

Madbyens Have er en del af den store vision for Madbyen i Kødbyen. Ideen bag Madbyens Have er, at den skal blive Kødbyens grønne oase, som bliver åbnet op for Vesterbros skoler, så alle børn i bydelen fremover vil få mulighed for at få jord under neglene. I haven vil der blandt andet blive dyrket økologiske krydderurter til skolemaden EAT.

Madbyens Have er et samarbejde med TV-Glad, der lige nu er ved at oprette en bygartner-uddannelse for unge med særlige behov. Bygartnerne skal være med til at dyrke i drivhus og højbede og være medværter for børnene og hjælpe, hvor der er brug for det. Bygartnerne starter op til august 2014, men bevillingen til afprøvningsprojektet har gjort det muligt at tage de første spadestik i Madbyens Have allerede nu for at følge dyrkningssæsonen fra forår til efterår. Haven har i denne fase hjemme i Fonden Københavns Madhus' gård.

15 klasser fra skolerne på Vesterbro, Amager Fælled Skole og Charlottegården er blevet inviteret til at komme to dage til 'Børn, Bål og Byhave'. Så i alt vil omkring 400 børn besøge gården over 30 dage fra nu og indtil efterårsferien. Derfor er der blevet etableret drivhuse og højbede - og bålplads og spiseborde er nu også faste bestanddele i gården.

I styregruppen for Madbyen sidder foruden Fonden Københavns Madhus (der har projektansvaret), også repræsentanter for BUF i Københavns Kommune og Albertslunds Kommune samt tre socialøkonomiske virksomheder: TV-Glad (drift af Madbyens have), Grennessminde (bæredygtige transportløsninger) og Grantoftegaard (levering af økologiske forsyninger).

Læs også