Kom til inspirationsarrangement i Fonden Københavns Madhus og få tips og tricks af Signe Wenneberg og Kirsten Blicher Friis til, hvordan I kan skabe grønne oaser i jeres institution, hvor læring og leg er i centrum.
Jorden er tør, og pludselig opdager vi, at planterne for længst er vågnet op af vinterdvalen. Det vælter op med erantis og vintergæk, og så kan man få helt lyst til selv at få noget til at gro. Det kan måske knibe med at finde på de store haveprojekter udenfor, men til gengæld er der et hav af grøntsager og krydderurter, der kan sættes til forspiring indenfor. Inviter børnene til at være med, og lad dem få del i det mirakel det er, at se kartoflerne spire, inden de skal i jorden. Næste gang man ser kartoflen, er den blevet til flere, og pludselig kan man lave de mest vidunderlige kartoffelmadder.
Det er nemt for børn at sætte kartofler til forspiring i æggebakker. Lad børnene sætte kartoflerne i den del af æggebakken, hvor der har stået æg. Læg en lille smule fugtig jord i bunden af æggebakken, læg én kartoffel i hver hul. Sæt æggebakken i en gennemsigtig plasticpose. Luk posen,stil den køligt (10-12 grader) og lyst og vent tålmodigt. Efter en uges tid begynder der at komme spirer fra toppen af kartoflen, og samtidig sætter den rødder i jorden. Det er vigtigt at luften er fugtig omkring kartoflerne, så man kan sprøjte lidt vand ind med en vandforstøver undervejs. Kartoflerne kan som regel sættes i jorden udenfor i slutningen af marts, jordtemperaturen skal være mindst 8 grader. Hvis man ikke har et stykke jord, kan kartoflerne sættes i en spand eller en kasse med jord. Der skal bare være hul i bunden, så der ikke kommer til at stå vand.
Men det er ikke kun kartofler, der kan sættes til forspiring nu. Tomater, salat, hestebønner, basilikum, koriander, porrer, og grønkål for eksempel kan startes op indenfor, hvis det kribler i fingrene. Man kan købe potter af spagnum, ler eller plastic, det er en smagssag, men det kan være fint at starte med at så i nogle små potter, så er der jo plads til flere i vindueskarmen. Og potterne kan børnene lave af avispapir. Du skal bruge en avis, en saks og en øl- ellersodavandsflaske. Idenyt har skrevet en lille artikel om, hvordan man gør her.