Helt konkret tager rapporten udgangspunkt i den redegørelse som Fonden Københavns Madhus lavede til de københavnske politikere i 2007 og som blev udgangspunktet for det meget store skolemadsbevilling, der satte gang i arbejdet med udvikling af ny skolemad senere givet navnet EAT. I redegørelsen opstilles 10 punkter, som skolemadssatsningen skulle udfoldes omkring.

Rapporten ser på dem alle en for en med udgangspunkt i - hvad var det vi ville, hvad gjorde vi og hvad er det så blevet til? Kom vi i hus, opførte virkeligheden sig anderledes end vi regnede med, hvor havde vi tænkt rigtigt, og hvor måtte vi revidere vores udgangspunkt?

I rapporten foldes EAT ud med alle de facetter skolemadsprojektet blev født med - også dem, der ikke nødvendigvis tænkes over, når maden spises.

Det sure med det søde - og omvendt

Rapporten handler selvfølgelig om mad, velsmag og kampen for at det til at gå op i en højere enhed med ernæringsanbefalinger, og hvordan de høje salgstal viser, at det er lykkes.
Men den handler lige så meget om arbejdet med at skabe det helt rigtige navn, emballage og rammer om maden for herigennem at kunne brande skolemad, som det ikke tidligere har været set i Danmark - og som i høj grad må siges at være lykkedes. For hvornår har skolemad sidst været en del af en udstilling på Danmarks Design Center, hvornår har man sidst set et skolemadsnavn som graffiti, som reklame på byens busser eller reference i en ungdomsfilm. Rapporten handler også om den præmis, at skolemad ikke sælger sig selv. Fokus på ejerskab og engagement på den enkelte skole, særligt når maden kommer udefra, er nødvendigt. Og så beskriver den, hvordan EAT blev født med ønsket om at kunne skabe maddannelse, hvilket, med al respekt for landets øvrige skolemadsordninger, er ret enestående. Og retrospektivt noget af en ambition taget i betragtning, at bare det at få mad ind på skolerne var fagre ny verden for mange skoler i 2007.

Visionen for skolemadssatsningen i København var i 2007 ualmindelig ambitiøs. Skolemaden i København EAT anno 2013 er uden sammenligning med andre former for offentlig mad stadig ambitiøs. Selv om EAT ikke længere er et projekt, men er i drift, er der elementer i konceptet, som skolerne først nu praktisk og mentalt er klar til.

Rapporten konkluderer både på de mange succesfulde elementer i EAT - det lille ord med det store indhold og brede betydning. Men er også en selvransagelse og kiggen fremad omkring de punkter, hvor vi i forhold til virkeligeden var for tidligt ude fx maddannelse og ejerskab. EAT er et stort projekt. Stort både i ambition, vision og i udbredelse og det fortjener en ordentlig historiefortælling.

Læs rapporten her.