Stor diplomfest for Københavns køkkenmedarbejdere

1.10.2013
10.7.19
65.000 måltider dagligt, 900 institutioner, et årligt fødevareforbrug på 7400 tons, en politisk målsætning om 90 % økologi i 2015 og et krav om øget madkvalitet. Det kræver sin køkkenmedarbejder at opfylde Københavns Kommunes politiske visioner for mad og måltider.

Derfor afholdt Fonden Københavns Madhus - med Overborgmester Frank Jensen som vært - den femte store Diplomfest på Københavns Rådhus, hvor de institutioner og køkkenmedarbejdere, som har gjort en ekstraordinær indsats for at forbedre netop maden og måltiderne for Københavns borgere, blev hyldet.

Kvaliteten af de offentlige måltider i Københavns Kommunes institutioner er steget markant i de sidste fem år, og der bliver nu brugt mere end 75 % økologiske fødevarer i gennemsnit i kommunens køkkener, uden at det koster mere. Det kan vi først og fremmest takke byens 1750 køkkenmedarbejdere for. Nogle har skabt noget helt særligt, og det er især dem, der skulle fejres. Der var 31 nomineringer til seks diplomer, som fx inkluderer 'Den Bedste Køkkenmedarbejder', 'Den Værdifulde Vært' og hovedprisen 'Det Fuldendte Måltid' - i form af en statuette.

Offentlige måltider er mere end mad

Uddelingen af diplomer skal være med til at bringe prestige ind i de offentlige køkkener og skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af, at de offentlige måltider er af den højeste kvalitet. Direktør for Fonden Københavns Madhus Anne-Birgitte Agger forklarer: 

"Det arbejde som køkkenmedarbejdere, værter og institutionsledere laver, handler om meget mere end mad. Det handler om en investering i fremtiden, som ikke starter med kroner og ører - men med respekt. Respekt for de spisende, respekt for dem, der laver maden, respekt for naturen og råvarerne og for hinanden. God mad er basisvelfærd og omsorg, og i det lange løb kan det forbedre folkesundheden og livskvaliteten for både de spisende - vores børn, vores gamle familiemedlemmer og os selv - og ikke mindst for køkkenmedarbejderne."

Festen er en tak til kommunens køkkenmedarbejdere, som for en gangs skyld kan læne sig tilbage og nyde en fire-retters menu, lavet med omsorg og af de bedste råvarer. Ud over Overborgmester Frank Jensen, vil flere af Københavns borgmestre uddele diplomer og sige "tak for mad". De er socialborgmester Mikkel Warming, teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal og sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.

Læs også