Fonden Københavns Madhus har fået nye medarbejdere, som fortrinsvist har base i Aarhus og på Bornholm, som skal forestå arbejdet med omlægningen i de to kommuner. De andre kommuner bliver supporteret af medarbejdere fra København. En del af forberedelserne har budt på 'Train-the-Trainers', hvor nye medarbejdere har fået alle guldkornene og erfaringerne fra medarbejdere i Fonden Københavns Madhus, som har arbejdet med økologisk omlægning i kommunale institutioner i mange år. Derudover er vi i fuld gang med at udvikle undervisningsmaterialer og en hjemmeside specielt til projekt Økoløft.
I Aarhus blev projekt Økoløft officielt skudt i gang i september, og de første intromøder er allerede blevet afholdt med stor succes. Det første undervisningsforløb starter den 6.januar og 18 køkkenmedarbejdere er klar til at komme på kursus og lære grundprincipperne i økologisk omlægning. Lige nu er teamet i Aarhus i gang med at besøge flere hundrede køkkener i byen for at få planlagt det videre omlægningsforløb.
Mette Iermiin, projektleder på Økoløft Aarhus siger: "Vi har netop overtaget vores nye lokaler på Lokalcenter Rosenvang og er i gang med at gøre dem helt klar til opkvalificeringskurserne. Første forløb bliver for ledige, der efterfølgende skal fungere som vikarer for det faste køkkenpersonale, imens de er på økologiomlægningskursus. Vi glæder os rigtigmeget til at udbrede økologitanken i Aarhus."
Der er også allerede godt gang i omlægningsarbejdet i Lejre, hvor medarbejdere fra ældreområdet og fra de sociale institutioner blandt andet har været på omlægningskursus i Fonden Københavns Madhus og lige nu arbejder med deres planer for, hvordan de skal omlægge til 75 % økologi. De få daginstitutioner i Lejre, der serverer mad, er også netop gået i gang med økologiomlægningen. Der er børnemadsvalg i december, hvor flere institutioner forventes at vælge maden til, og Lejre Kommune har en målsætning om, at dem, der vælger maden til også får opgraderet deres køkkener, så de kan lave dejlig økologisk mad fra bunden.
På Bornholm er Nikolaj Løngreen, der har en fortid som madfar i en daginstitution i København og køkkenchef på en Michelin-restaurant, blevet ansat som lokal omlægningskoordinator. Nikolaj har fået et kontor i Rønne hos Bornholms Regionskommune, men han bruger dog lige nu størstedelen af sin arbejdstid på at besøge køkkener i dagsinstitutioner, ældrecentre, skoler, kantiner osv. for at kunne tilrettelægge undervisningsforløbene bedst muligt. Selve omlægningsarbejdet på Bornholm bliver for alvor skudt i gang i det nye år.
Signe Goldman, som er projektleder i resten af kommunerne tilføjer: "Vi er også ved at starte op på en række andre delprojekter. Blandt andet er vi igang med at at samle en række ungdomskantiner, der skal deltage i økologiomlægningsprojektet. Alt i alt sker der rigtig meget og jeg glæder mig til at følge udviklingen mod mere offentlig økologi rundt omkring i Danmarks i de næste par år."