Erfaringer blev udvelsket og ideer blev givet videre. Og så blev der selvfølgelig snakket om løst og fast, faglig og privat, for det er der plads til, når man rumler i bussen fra bageriet Il Fornaio på Amager til Frellsen Kaffe i Roskilde, til Bregentvedgård i Dianalund, til Ankerhus i Sorø, Kursuscenteret Slangerupgård ved Fakse Ladeplads, til Ankerhus Sorø igen og så retur til Fonden Københavns Madhus i København…
Workshop på hjul var en to-dages rejse på Sjælland, hvor 36 medarbejdere fra plejehjem, centralkøkkenet i Bystævneparken og kommunens kostkonsulenter hentede inspiration, ideer og konkrete værktøjer til, hvordan de kan komme tættere på de 75 % økologi, som er målet ved udgangen af 2011. Plejehjemmene med egne produktionskøkkener har i dag cirka 68 % økologi i gryderne, mens plejehjem med modtagerkøkkener har cirka 57 % økologi. De er med andre ord nået langt, men der er stadig et stykke vej endnu. Turen handlede også om, hvordan den økologiske mad kommer til at smage dejligt og se appetitlig ud, når den bliver serveret for beboerne på plejehjemmene.
Turens første morgenfriske besøg var hos bageriet IL Fornaio, hvor duften af nybagt brød, gode råvarer og et imponerende håndværk gav en rigtig god start. Morgenen bød også på et indlæg fra Økologisk Landsforening og Friland om økologisk kød og de udfordringer der ligger, når maden ikke bare skal være 75 % økologisk i 2011, men 90 % økologisk i 2015.
Næste stop var Frellsen Kaffe i Roskilde, og også her er der fokus på kvaliteten af råvarerne. Der blev fortalt om kaffebønner, fermentering, ristning, og sidst men ikke mindst blev smagsløgene og vores evner til at smage og til at sætte ord på smagen udfordret. Arbejdet med at smage fortsatte dagen efter på virksomheden Oscar, hvor der blev arbejdet med grundsmage og tilsmagning. Oscar producerer suppe, sauce, bouillon og fond til det danske catering-og detailmarked.
Et af turens besøg gik til et lille økologisk familielandbrug - Bregentvedgård, hvor der var mulighed for at se, hvor nogle af de økologiske landbrugsprodukter kommer fra. Bregentvedgård leverer korn til bageriet Aurion, og derudover er det en gård med både grise, køer, bier, gårdbutik og bondegårdsferie.
På Ankerhus blev der arbejdet med borddækning og med foodstyling. Medarbejdere fra Duni gav ideer og fif til at dække bord til både hverdag og fest, og kokke fra Fonden Københavns Madhus viste, hvordan foodstyling kan bruges til at få maden til at se både dejlig og appetitlig ud - uden snyd med hårlak.