Der er vist bred enighed om, at en ny sprød gulerod bare smager bedre, end en slatten gulerod fra lager. Alligevel er vi ikke helt gode nok til at bruge råvarerne, når de er i sæson. Der hersker mange steder stadig en forventning om, at kunne lave høns i asparges hele året. Derfor får du her fire gode grunde til at købe ind efter sæsonerne.
Vi får den allerbedste smagsoplevelse, når vi spiser en råvare, der er dyrket under de bedste vækstbetingelser og høstet, når den er moden. Tænk på smagen i en nyopgravet kartoffel, sprødheden i en friskhøstet asparges eller sødmen i et solmodent jordbær. Hvis vi køber en argentinsk blomme i marts, er den høstet, før den er blevet moden for at kunne klare den lange tur over Atlanten. Resultatet er, at blommen smager af vand og ikke har den karakteristiske blommesmag, vi kender fra en dansk blomme i august. Ved at vælge at bruge råvarerne, når de smagsmæssigt topper, får vi måltider med fuld knald på smagen.
Hvis man vælger at købe mest mulig frugt og grønt, der er dyrket i Danmark, skåner man miljøet og klimaet for en masse unødig transport og brandstofforbrug. Sæsonens grøntsager fra friland er også klimavenlige, fordi vi undgår opvarmning af drivhuse. Mange varer, som vi er vant til at bruge, kan slet ikke dyrkes i Danmark. Når vi vælger at benytte dem i vores madlavning, er vi afhængige af transport. Af hensyn til miljøet bør vi derfor overveje, om vi kan finde et dansk alternativ. Hvorfor fx købe kiwi, når der er saftige danske pærer? Vi kan ikke helt undvære de importerede varer - fx er det svært at finde et dansk alternativ til citronen. Men vi bør bruge dem med omtanke.
Hvis man bruger sæson som afsæt for menuplanlægning, får man helt naturligt en langt mere varieret kost. Vi kender vel alle, at vi kan have en tendens til at lægge de samme råvarer i kurven og have de samme retter på menuen lidt for ofte. At købe råvarer i sæson giver en naturlig anledning til at variere kosten og dermed dække sig bedre ind i forhold til vitaminer og mineraler.
Køber du ind efter den danske sæson, vil du opdage, at der er penge at spare. Når der er overflod af en råvare, falder prisen. Så der kan være god økonomi i at planlægge sin menu efter sæson. Samtidig støtter du de danske landmænd ved at købe lokalt og i sæson, og hvis der er noget vi har brug for, så er det, at støtte et solidt, dansk, økologisk landbrug.
Som køkkenmedarbejder kan man hente hjælp til at bruge sæsonens råvarer ved at tale med sin leverandør. Mange bestiller varer elektronisk, men hvis man af og til ringer til leverandøren, kan man bede om vejledning i, hvad der er godt lige nu. Leverandøren kan desuden fortælle, hvilke danske råvarer de har i øjeblikket, og hvor de øvrige varer kommer fra.
I vores sæsonkalender finder du vores oversigt over økologiske råvarer - og hvornår på året råvarerne er allerbedst. Skemaerne er udviklet af vores kokke, og tager udgangspunkt i de råvarer, man har brug for, når man laver mad efter vores menuplaner.
Naturen følger dog ikke nødvendigvis et månedsskema, for vind og vejr påvirker vækstbetingelserne. Derfor anbefaler vi, at man bruger skemaer og anbefalinger vejledende, samtidig med at man stoler på sin sunde fornuft og kritiske sans. Efter en kold forsommer varer det fx et par uger længere, før asparges og jordbær er allerbedst. Hvis solen udebliver i sommermånederne, skal man vente længere, før majs og ærter er klar. Derfor; kig på råvarerne, duft til dem og smag på dem. Sanserne er den sikreste vej til at bedømme, hvornår de enkelte råvarer topper!